Velkommen til Design Your Business
Dette website er for dig som gerne vil starte din egen business og som får brug for en masse marketingværktøjer, coaching og sparring, formidlet i øjenhøjde og med masser af gode eksempler.
Jeg er selv startet selvstændig i september 2021 og nyder rejsen frem mod alt det, jeg gerne vil skabe og bidrage med. Samtidig lærer jeg utrolig meget om økonomi, planlægning og får skabt det rette fundament til, at jeg kan arbejde fleksibelt og være i nuet sammen med mine børn og trække vejret i min egen hastighed. Jeg læste på et tidspunkt, at iværksætteri i dag ikke handler om en million-omsætning, men et liv i balance og med lige præcis det indhold, som giver energi for dig selv, og heldigvis også for andre.
Vil du gerne inspireres til at forandre dit liv og skabe en meningsfuld hverdag, så kig på mit andet website: designyourfuture.dk
Min baggrund:
Uddannet bachelor.oecon fra Aarhus Universitet i 2000 og tog min cand.merc. i 2003 på CBS i Design- & Communication Management. Jeg havde studiejobs både hos Greens Analyse Institut, Aktieselskabet Beauvais A/S og Shurgard Denmark.
Efter endt uddannelse startede jeg hos Citibank som marketing assistant. Her var fart på og vi arbejdede med alle tænkelige kanaler og var en 100% online forretning. Der var styr på corporate branding og jeg lærte især også om risk-control-self-assessment og procedurebeskrivelse af alle tænkelige arbejdsopgaver.
Jeg fik også fornøjelsen af at være brand manager i Citibank og holdt et af de første møder med den nyansatte direktør i Google Danmark, Peter Friis. Det var tilbage i 2005 og der er sket meget på den digitale front siden da.
TV-reklamer, radioreklamer, print, kupon, direct mails, sponsering, taxa, google ads, banner, integreret indhold, ja selv video-annoncer online på msn.dk i 2005. Citibank’s marketing aktiviteter var foran og især langt foran de teoribøger, der blev skrevet på det tidspunkt.
I 2006 valgte jeg at tage imod et job som international account manager i GAPbuster Worldwide. Et australsk konsulenthus som havde specialiseret sig i customer experience. De havde internationale kunder som McDonalds, Burgerking, Shell m.fl. Jeg havde 3 større accounts i Norden og husker især de store datamængder som empirisk kunne understrege sammenhængen mellem medarbejdertilfredshed, kundetilfredshed og omsætning pr. butiksenhed. Og netop i den rækkefølge.
Jeg valgte i 2007 at sige mit gode job op og forfølge egne drømme og undersøge muligheden for at arbejde internationalt og særligt i NYC. Så afsted var jeg med en kæmpe kuffert, kaffeaftaler og en nyindkøbt sort Macbook. Det var spændende at mødes med de danske virksomheder, de danske netværk, men jeg brugte også tid på at publicere eget indhold på iWeb og dokumentere mit rejseri.
I efteråret 2007 var coachingbølgen godt i gang og jeg var nysgerrig. Så jeg meldte mig på min første coachinguddannelse hos Coahinghuset Mindjuice og det var et personligt kick at udforske emotionel intelligens. Jeg læste og læste, afkodede mine egne forhindringer, prøvede noget nyt og fik modet til at starte selvstændig i 2008. Dels som coach, dels som branding- og kommunikationskonsulent.
I 2008 deltog jeg i min første shadow process hos Debbie Ford og det var selvudvikling på højt niveau! Jeg kunne mærke at jeg skulle vide mere og lære mere og tilmeldte mig min 2. coachinguddannelse. Teleclasses fra San Diego og med internat ophold i San Diego og København.
I 2009 begyndte jeg at undervise på Handelshøjskole i Aarhus i Corporate Communication. Og senere i ekstern kommunikation.
I 2011 og 2013 blev jeg mor og det gav en ekstra dimension i livet. Mine prioriteringer ændrede sig og jeg var ikke længere den vigtigste i mit liv. Leadership er en kontinuerlig forældrekompetence og jeg øver mig dagligt i at give mine børn det rette mix mellem kærlighed, omsorg og tilpasse udfordringer.
I 2014 valgte jeg at starte på Erhvervsakademiet Lillebælt som adjunkt på fuldtid. Jeg havde faktisk aldrig selv hørt om erhvervsakademierne og deres uddannelser før, men nu er jeg fan. Teori anvendt i praksis, inddragelse af erhvervslivet med virkelige problemstillinger og fokus på, at de studerende skal kunne skabe værdi fra dag ét i virksomhederne. Det giver rigtig god mening i et land med et stort SMV-landkort.
Jeg blev lektor i 2018 på UCL og har undervist i international markedsføring, innovation og organisation, supply chain management, kommunikation, forhandlingsteknik, salg- og kunderelationer og personligt salg.

2021 valgte jeg at sige mit job op som lektor, dels for at komme tilbage til det erhvervsliv jeg har savnet, og dels for selv at kunne bestemme over min egen kalender. Jeg underviser stadig ad hoc, pt. hos VIA på markedsføringsøkonomuddannelsen. Jeg er desuden beskikket censor og faglig mentor for både SDU- og CBS studerende.
Jeg har derfor en bred palette af kompetencer at trække på, men mest af alt er jeg nysgerrig på din forretning og ivrig efter at kunne rådgive strategisk, taktisk og operationelt og skabe vækst samme med dig!
Tak for din tid – hvis du læste med så langt.
Kærlig hilsen – Camilla Sandemann

Kontakt mig
Tlf. 6133 7771 – mail: camilla@designyourbusiness.nu